Mikrobeskeder

Du sender dem hver dag. Op til flere tusind gange om dagen. og de kan være afgørende for din evne til at fastholde opmærksomheden hos dine medarbejdere.

Jeg taler om mikrobeskederne, eller de subtile beskeder. Det er de små stykker af kommunikation vores kropssprog sender til dem vi er i blandt. Du kender helt sikkert flere af dem. Særligt dem, som kan vække følelserne hos dig. Et hoved der ryster stille eller to medarbejdere der udveksler blikke. Ja selv alene med øjnene har vi utallige muligheder for at udtrykke os, uden at der kommer et eneste ord over læben. Og det særlige ved vores mikrobeskeder er, at de ofte sker ubevidst. Derfor er der to forskellige måder du kan bruge mikrobeskederne som leder.

Dine egne og dine medarbejderes mikrobeskeder. Vi starter med dine egne. Dine medarbejderes ser vi på i et andet indlæg. Så hvordan du kan bruge dem, må du vente lidt på endnu.

Som leder er det vigtigt at være opmærksom på dine egne mikrobeskeder. For den kommunikation dine medarbejdere oplever fra dig, tæller mere end hvis den kom fra en kollega. Det gør den på grund af den autoritet din position som leder giver dig. Du er adgangen til virksomhedens ledelse, du er en af

dem der bestemmer. Derfor kan dine mikrobeskeder være afgørende. For at dine medarbejdere skal opleve din kommunikation som troværdig, er det vigtigt, at du signalerer det samme som du siger. Dine indre konflikter og uenigheder med policy eller beslutninger, kan i høj grad afspejle sig i dine mikrobeskeder. Og dine medarbejdere opfanger dem med det samme. Og dine digitale hjælpemidler kan endda være med til at forstærke signalerne.

Tænk på situationen, hvor du sidder til et fælles personalemøde med dit team eller din afdeling. Du har bedt en af dine medarbejdere gennemføre en præsentation på sit speciale, der skal styrke afdelingens kompetenceniveau på tværs. Du sidder måske på en markant plads i rummet, som mødets leder. Netop som din medarbejder kommer til en af sine vigtigste pointer, sidder du med din telefon i hånden og kigger i dine mails. ”Der kom jo lige en fra chefen…” Eller du kigger væk, hver gang du får en notifikation på skærmen. For det kunne jo være vigtigt. Den form for digital adfærd sender mange forskellige signaler. Medarbejderen følte sig måske særligt anerkendt, da du bad hende om at forberede oplægget. Derfor føler hun sig med garanti udstillet, når du så ikke følger det op i det fælles forum, men er ukoncentreret og digitalt fraværende.

Så tænk over din digitale adfærd. Tænk over hvordan du kan få den til at understøtte dig i at sende de signaler du gerne vil som leder. Tænk over hvilke regler du har til jeres møder. Er det tilladt at have telefonen og PC med ind? Eller skal de være på lydløs og hvad med vibratoren, der snurrer til alles irritation? For jeg vil love dig, at selv små justeringer i din adfærd, kan give dig store resultater på dette område.

På samme måde som du selv sender disse mikrobeskeder, så sender dine medarbejdere dem også. Men det er en anden historie. Så den tager vi en anden dag. Til sidst vil jeg gerne høre om dine erfaringer med mikrobeskederne. Hvad har du gjort for at støtte din adfærd, så dine mikrobeskeder arbejder med dig? Kom med dit bud i kommentarsporet herunder.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.